Cellulose

I umindelige tider har Cellulose fanget opmærksomhed og interesse hos mennesker rundt om i verden. Fra sin oprindelse til i dag har Cellulose været et emne for diskussion, debat og refleksion i utallige sammenhænge. Hvad enten det er på det akademiske, videnskabelige, kulturelle eller sociale område, har Cellulose sat et uudsletteligt præg på menneskehedens historie. I denne artikel vil vi udforske de forskellige facetter, indflydelse og relevans af Cellulose, samt dens indflydelse på forskellige aspekter af hverdagen. Gennem dyb og omhyggelig analyse vil vi søge at kaste lys over dette fascinerende emne og dets betydning i den moderne verden.
Cellulose er et polysakkarid der består af en meget lang kæde af glukosemolekyler.

Cellulose er en polymer af glukose med følgende kemiske formel: (C6H10O5)n. Det er ét af de mest almindeligt forekommende organiske stoffer i naturen. Cellulose adskiller sig fra stivelse ved den måde, som glukoseenhederne er bundet til hinanden på: Det sker ved hjælp af β-1,4-bindinger, som hæfter glukoseenhederne sammen i lange, uforgrenede kædemolekyler. Tætliggende kæder bindes sammen på tværs ved talrige hydrogenbindinger.

Cellevæggene i planteceller, hos f.eks. træer, græs, papyrus, bomuld og halm, består mest af cellulose. Papir, cellofan, rayon/viskose er næsten ren cellulose. I cellevægen går cellulose sammen i lange parallelle kæder for derved at danne en meget stærk struktur kaldes mikrofibril.

Mave-tarm-kanalen hos pattedyr indeholder ingen enzymer, som kan nedbryde andre polysakkarider, end de der indeholder alfa-1,4-bindinger. Således kan cellulosens bindinger ikke nedbrydes af noget kendt pattedyrsenzym.

Drøvtyggere ( (nogle?: parrettåede hovdyr?, firemavedrøvtyggere og til dels støttetandede), som f.eks. geder, køer, flodheste og får, kan fordøje cellulose. De klarer nedbrydningen af cellulosen med hjælp fra symbiotiske bakteriekulturer og gærsvampe i mave-tarmsystemet. Hos gæs og kakerlakker findes tilsvarende symbioser, mens myrer og termitter klarer problemet ved hjælp af svampekulturer.

Bakterierne indeholder cellulaser, som kan hydrolysere cellulose.

Fodnoter

  1. ^ a b Campbel, Neil A.; Cain, Michael L.; Jackson, Robert B.; Minorsky, Peter V.; Mitchell, Lawrence G.; Reece, Jane B.; Urry, Lisa A.; Wasserman, Steven A. "The Chemistry of Life", Biology (9. globale udgave), Pearson, USA, side 118. ISBN 9780321739759.

Se også